Radisson BLU Fredensborg Hotel i Rønne på Bornholm, Danmark torsdag den 19 april 2012
Inspiration og nordisk erfaringsudveksling vedrørende demografiske udfordringer, arbejdsstyrke og regional attraktivitet.
Den tredje workshop om demografiske udfordringer arrangeres på Bornholm i Danmark den 19. april 2012. Workshoppen arrangeres i samarbejde med Bornholms Regionskommune og Center for Regional- og Turismeforskning. Workshoppen henvender sig primært til dig, som arbejder lokalt eller regionalt i et af de nordiske lande med planlægning og borgerservice.
Mange kommuner og regioner i de nordiske lande står over for enorme udfordringer, når antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder, befolkningen generelt bliver ældre, og manglen på relevant arbejdskraft vokser. Den demografiske udvikling og dens konsekvenser for kommuner og regioner er i dag et højaktuelt tema, og der er et stort behov for at belyse forskellige strategier samt for at skabe et forum for udveksling af erfaringer.
Dette er baggrunden for, at Nordregio sammen med nationale, regionale og lokale myndigheder og organisationer i løbet af foråret 2012 arrangerer en serie af fire workshops for at belyse de demografiske udfordringer i de nordiske kommuner og regioner. Disse workshops skal også fungere som et forum for erfaringsudveksling mellem medarbejdere fra kommuner og regioner i Norden.
Den demografiske udvikling kommer til at få store konsekvenser for adgangen til service, infrastruktur, lokale kompetencer, boliger og erhvervsudvikling. Nordregio har af Nordisk Ministerråd fået ansvar for at udarbejde en demografisk håndbog, som dels belyser den demografiske udvikling i forskellige dele af Norden, dels indeholder eksempler på strategier, som kan anvendes for at imødegå de demografiske udfordringer. Et udkast til den demografiske håndbog bliver præsenteret på workshoppen, og udkastet til håndbogen skal diskuteres.
Tilmelding skal ske senest den 12. april 2012 til Klaus Georg Hansen . Skriv i emailen navn, organisation, email-adresse samt eventuelle ønsker til specialkost. Antallet af pladser til seminaret er begrænsede. Alle henvendelser vil blive besvaret på email. Deltagelse i selve workshoppen er gratis. Udgifter til transport og ophold betales af den enkelte.
For spørgsmål og yderligere information kontakt meget gerne Klaus Georg Hansen.
Program för seminariet
Sidan senast ändrad 2013-01-10